Annelise Kofoed-Hansen
Profil
 
 
 
Noget om mine værker og min inspiration

Mødet med Grønland har siden mit første ophold i Sydgrønland i 2003 i Qaqortoq betydet at mit kunstneriske udtryk mere og mere tager afsæt i Inuitkulturen og den storslåede Grønlandske natur. Selv nu føler jeg mig stadig meget beriget og inspireret til fortsat at fordybe mig i den Grønlandske verden.

Jeg er billedkunstner, bosiddende på Bornholm hvor jeg har mit værksted på Lille Kalbygård ved Læsåen på Sydbornholm. Jeg arbejder primært med gobelinvævning, men udtrykker mig også gennem grafik og lyrik. Mine gobeliner bliver vævet på en 2,40 m bred opretstående gobelinvæv af uld fra egne får, som indfarves i eget værksted med lysægte farver, og desuden anvender jeg hør fra Sverige.

Min motivverden er hentet dels i min fascination af de vidunderlige isbjerge, dels i de grønlandske sagn - f.eks. har jeg arbejdet meget med de gamle sagn om Havets Moder og Den flyvende Konebåd såvel i gobelinvævning som i grafik.

Siden 2003 har jeg hvert år opholdt mig i Nordvestgrønland, især i Diskobugten, i Qeqertarsuaq – men siden 2009 primært i Kulusuk, Østgrønland.

Under alle mine ophold i Grønland har jeg arbejdet med akvarel og grafik ( monotypi og træsnit ) samt skrevet lyrik til min digtsamling ISBLOMSTER , der udkom i 2009 på forlaget Siesta , illustreret med egne grafiske tryk fremstillet i Qeqertarsuaq. Pris 199 Kr.

Digtsamlingen og de originale grafiske tryk kan købes direkte fra mit værksted, ligesom De er velkommen til at aftale et besøg på telefon 5697 5054 eller mail på k-h@dadlnet.dk.

I 2012 udkom 15 udvalgte digte fra digtsamlingen " ISBLOMSTER " på CD med fløjteimprovisationer af ChrisTina Gornitzka. Pris 150 Kr.
Hvis De går ind på lyriksiden, kan De se og lytte til et par digte ledsaget af blokfløjte.

Digtsamlingen, CD'en og de grafiske tryk kan også købes via   www.Annelise-Kofoed-Hansen.dk 

Desuden kan De se og høre et interview med mig om mine værker på "Kunst på Øen" på YouTube. Varighed:
del 1 og del 2 hver ca.30 min. 

I december 2016 udkom min nye børnebog " ANOUK OG JULEMANDEN" på Forlaget Historia. Det er en
juleeventyrbog, som primært henvender sig til børn mellem 4 og 10 år, illustreret med egne akvareltegninger.
Både manuskript og illustrationer er skrevet og tegnet under ophold i Østgrønland. Bogen kan fås hos Bog og Ide landet over, samt internet boghandel. Pris 199 Kr. 
  


 

© Annelise Kofoed-Hansen 2011 · Hjemmeside produceret af E-bak